Møllen, hvor godt håndværk og høj kvalitet følges ad - så vi kan bage økologisk brød fyldt med smag

Skærtoft Mølle er en familieejet virksomhed, der ejes og drives af Hanne, Jørgen samt Marie-Louise, som er 5. generation på Skærtoft.

I 1892 købte Jørgens oldeforældre Skærtoft, som ligger idyllisk på østkysten af Als med den store Nørreskov som nabo, og med engene i Fjordmosen helt ned til Lillebælt. Efter 100 år med konventionelt landbrug lagde de i 1991 driften af Skærtoft om til økologi, og i 2004 startede de Skærtoft Mølle.

På Skærtoft Mølle brænder de for at producere økologiske, sunde, velsmagende og helt friske kornprodukter. Derfor stenformaler de deres mel, så det altid indeholder den sunde kim og de næringsrige fibre.

Økologi er et af de vigtige kvalitetsparametre, de arbejder med på Skærtoft. Økologien giver mulighed for at drive landbrug, så tæt på det naturlige som muligt. Det er godt for flora og fauna og for grundvandet, men det er også godt for de afgrøder, som de høster.

Ud over treklangen: økologi, sundhed og velsmag, er sporbarhed en vigtig kvalitet for Skærtoft Mølle. Som de selv udtrykker det: "Vi er selv optaget af at vide, hvad det er, vi spiser, hvor det kommer fra, hvordan det er blevet produceret, og hvem der har lavet det, så vi ”skylder” naturligvis vore kunder en tilsvarende indsigt i forhold til vore produkter. Derfor har vi enkeltmarks sporbarhed for al korn, der forarbejdes i møllen".

Se mere om Skærtoft Mølle på deres hjemmeside: