Sommerens knasende kål og sprøde porrer fra Tinggaard

Imellem Mariager Fjord og Randers Fjord, i området der kaldes Ommersyssel, finder vi Tinggård, som siden 1982 har været drevet af Annemette & Kent Ebbesen.

På Tinggård har de mottoet: Kan det blive bedre, er det ikke godt nok. Det er et motto, de arbejder aktivt med i hverdagen i driften af gården, og som er med til at give dem anerkendelse for den kvalitet, de formår at trylle frem i deres produkter.

Hos Tinggård dyrker de en bred palette af økologiske grøntsager. Vi aftager primært deres økologiske spidskål og sommerhvidkål. Sommerhvidkål er i virkeligheden blot et hvidkål med en kortere vækstperiode (ca. 90 dage). Den hurtigere vækst betyder er løsere hoved og en mildere sommerlig smag -  men med den samme lækre sprødhed.

Når sensommeren kommer, og det bliver sæson for danske porrer, får vi desuden vores økologiske porrer fra Tinggård. Friskhed er her nøgleordet, da porrerne ikke høstes men bliver i marken, lige indtil de skal leveres til os. Så på Tinggård høstes der porrer helt frem til det tidspunkt på året, hvor den hårde frost sætter ind. Dette levendegør på bedste vis tankegangen ”fra jord til bord”, som sikrer friske råvarer i vores kantiner.  

Se mere om Tinggaard på deres hjemmeside: