Vi har drevet kantiner i Danmark siden 1982 ud fra værdierne:

Begejstring for Kunden
Udsøgt Kvalitet
Samarbejde

Historien

Historien for Fazer Food Services i Danmark begynder tilbage i 1982, hvor wip Personalerestauranter A/S blev grundlagt af Poul Erik Wittenborg.

Han var direktør for Wittenborgs Automatfabrikker, og havde på sine hyppige rejser til USA oplevet, at amerikanerne kunne købe frisk og veltillavet mad på arbejdspladsen, og da der i Danmark fortsat var en udpræget madpakkekultur, blev han inspireret til stiftelsen af wip Personalerestauranter A/S.

Virksomheden var allerede dengang gennemsyret af værdier om, at maden skulle være af høj kvalitet, og så vidt muligt lavet fra bunden af dygtige og servicemindede medarbejdere.

Efter en langsom start kom der gang i en stabil vækst for virksomheden op gennem 80´erne og 90´erne, og ikke mindst fra midten af 90´erne gik det for alvor stærkt.

I februar 2001 købte Amica, som er en del af finske Fazer Group, wip Personalerestauranter.

I 2005 skiftede virksomheden navn til Fazer Amica Danmark A/S, og i 2010 til Fazer Food Services A/S.

Da wip var et kendt og respekteret brand i branchen, valgte man at fortsætte med wip som et servicebrand. I 2005 lancerede Fazer Food Services et nyt brand "Amica" således, at vi nu arbejder med to brands inden for personalerestauranter.

I dag har vi i Danmark ansvaret for forplejningen af ca. 40.000 ansatte i mere end 160 virksomheder.