Er Fazers kantine hos BESTSELLER Danmarks bedste?

Det finder vi først ud af til september, hvor den endelige afgørelse falder. Indtil da glæder Restaurantchef Andreas Ebbesen og hans team hos BESTSELLER i Aarhus sig over den flotte nominering til Kantineprisen 2017. En pris der uddeles hvert år af Landbrug & Fødevarer.

I jagten på Danmarks bedste kantine har Landbrug & Fødevarer i år lagt vægt på følgende:

  • Den gode måltidsoplevelse står skarpt
  • Kantinerne har fokus på råvarer i sæson
  • Bæredygtig tankegang, hvor alle råvarer skal bruges uden at gå på kompromis med kvaliteten

”Juryen er ikke i tvivl om, at køkkenet hos de nominerede kantiner tager ansvar for madens kulinariske og sundhedsmæssige kvalitet, og gæsterne, såvel unge som voksne, bliver inspireret og udfordret dagligt.”

Fazers team hos BESTSELLER i Aarhus består af 13 medarbejdere, der har et helt unikt sammenhold, hvor alle hjælper og løfter i flok – opvasker som chef, samt et gastronomisk ambitionsniveau, som leder gæstens tanker hen i retning af en restaurantoplevelse. Der arbejdes dagligt og intensivt med neurogastronomiske elementer lige fra smag til opsætning, farver, teksturer og andre sanselige parametre.

Hos BESTSELLER hersker der en synergi i den kulinariske måltidsoplevelse. Fagligheden og stoltheden står skarpt, hvilket dagligt giver kokkene lyst og mod til at stille sig frem foran gæsterne og berette om deres gastronomiske kunst. Dette giver gæsten en stærk tillid til køkkenet, som igen giver køkkenet mulighed for at introducere nye og spændende produkter såvel som tilberedninger.

I kantinerne hos BESTSELLER bliver der passet på råvarerne, både gennem æstetisk præsentation og ved at fortælle hele historien om råvarernes vej fra ”jord til bord” såvel som fra ”bord til jord”. Teamet gør en dyd ud af at fremhæve de bæredygtige, herunder økologiske, elementer på dagens buffet, samtidig med, at de arbejder på at minimere det spild, en buffet medfører. Ydermere arbejder teamet med de bedst tilgængelige råvarer og udfordrer hinanden dagligt for at optimere processerne i forhold til bearbejdning af det færdige produkt.

Vi ønsker Andreas Ebbesen og hans team hos BESTSELLER i Aarhus stort tillykke med nomineringen og krydser fingrene for, at de kan tage prisen med hjem, når afgørelsen falder til september!

Læs mere om Kantineprisen her.