Når du sætter tænderne i en af kantinens lækre æggeretter, kan du med god samvittighed spise løs. Fra januar er alle æg nemlig økologiske.

Det har været undervejs i flere år, men nu er det lykkedes os at få en økologisk æggeaftale i hus.

Æggene er som udgangspunkt danske, og vi ved altid, hvor de kommer fra. Det giver både en høj fødevaresikkerhed og gennemsigtighed. Samtidig slår vi et slag for dyrenes velfærd. Ud over at hønens madpakke har ”det økologiske spisemærke i guld”, der består af blandt andet græs, rodfrugter og roer, så bestemmer den selv, om den vil ligge i reden, sidde på pinden indenfor i stalden, eller om den vil være ude i den friske luft.

- Kunderne forventer, at vi har en holdning til den mad, vi serverer. Det handler ikke kun om økologi, men at vi har tænkt hele forsyningskæden ind og dermed også tager højde for velfærden hos de dyr, der forsyner vores kantiner med lækre fødevarer. I 2017 har vi serveret 170 tons æg, og med den store mængde tror vi på, at vi kan gøre en forskel, siger adm. direktør i Fazer Food Services A/S, Morten Hammerich.

Morten Hammerich påpeger samtidig, at hverken han eller medarbejderne ser sig selv som eksperter i dyrevelfærd, men at vi følger æggeanbefalingerne fra Dyrenes Beskyttelse.

- Frokosten skal være en bekymringsfri zone, hvor vores kunder kun skal fokusere på at nyde maden. De skal vide, at vi har taget alle hensyn, der kan tages, siger Morten Hammerich.

- Omlægningen til økologiske æg er en naturlig del af den bæredygtige udvikling, vi er i. Selvom økologiske æg er dyrere end både bur-, skrabe- og frilandsæg, kommer kunderne ikke til at mærke prisforskellen. Vi henter besparelserne andre steder. Blandt andet har vi skruet op for de grønne retter og reduceret mængden af kød på buffeten, og det mærkes positivt på bundlinjen. Gevinsten investerer vi i endnu mere bæredygtighed og højere kvalitet.

En glædelig nyhed

Også hos brancheforeningen Danske Advokater mærkes efterspørgslen på mere bæredygtig frokost og mødeforplejning. Det gælder både foreningens ansatte og de ca. 6.000 gæster og kursister, der årligt benytter sig af foreningens kursusfaciliteter i ”Valencia” på Vesterbrogade i København. Danske Advokater har siden 2014 haft Fazer-kokke bag komfuret, så her glæder de sig over nyheden.

- Både økologi og etik i forhold til dyrevelfærd betyder meget for os. Men vi mærker også, at mange af vore gæster i stigende grad netop lægger vægt på dette, når de skal vælge faciliteter til møder, kurser, temadage m.fl. De kigger ikke kun på de fysiske faciliteter. Sammen med Fazer Food Services arbejder vi meget fokuseret på at bevare en høj økologiprocent, så vi kan præsentere gæsterne for et økologisk spisemærke i sølv, siger Søren Egemar Knudsen, administrationschef hos Danske Advokater.

Læs mere om økologi hos Fazer Food Services HER.