For at vores medarbejdere kan skabe mindeværdige og velsmagende madoplevelser for vores gæster, er det en forudsætning, at de føler sig inspirerede. Derfor har vi sendt en flok udvalgte medarbejdere på inspirationstur i det naturskønne Rønde ved Kalø Vig. For hvad er egentlig bedre end at lade inspirationen flyde i det fri med uendelig plads at boltre sig på?

En våd septemberdag drog to af vores kundechefer, Rasmus Fredslund og Claus Nisted, sammen med en udvalgt flok af kollegaer fra vores køkkener ud på inspirationstur. Endagsturen gik til Rønde lidt uden for Århus, hvor Danmarks Jægerforbund holder til i Jagtens Hus i smukke omgivelser blandt høje træer med udsigt over Kalø Vig.

Selvom regnen øsede ned, var humøret i top, og morgenmaden blev nydt i jægernes store træhytte. Efter morgenmaden stilnede uvejret af, og det blev tid til at gå på opdagelse i naturen. Her var der rig mulighed for at indsamle alt, hvad naturen havde at byde på af spændende ingredienser til dagens retter. I skoven fandt holdet forskellige urter, og i Kalø Vig samlede de lækker tang.

FF_DK_inspirationstur_jaeger_2019_collage1_750x450.jpg

Tilbage i lejren var jægere i færd med at forberede både dådyr og krikænder, som skulle indgå i dagens måltider. Lysningen summede af mennesker og varme retter i store gryder over bål.

FF_DK_inspirationstur_jaeger_2019_collage2_750x450.jpg

Med smil og snak tog alle del i madlavningen og kunne drage stor inspiration af hinanden. De flot anrettede forretter blev nydt blandt træer og duften af knitrende brænde. Efterfølgende blev hovedretterne serveret i Jægerforbundets hytte under lysende lanterner.

FF_DK_inspirationstur_jaeger_2019_collage3_750x450.jpg

Kundecheferne, Rasmus og Claus, stod for at arrangere det spændende og hyggelige program for dagen. Men hvad var egentlig det fedeste ved dagen? Claus er ikke i tvivl:

- ”Det fedeste ved inspirationsturen var at smage på en masse forskellig mad og bruge dagen ude i naturen. Det var dejligt at møde hinanden i nogle andre rammer end normalt. Der var den fedeste stemning, og vi lavede virkelig velsmagende mad!”

Et skulderklap til køkkenpersonalet

Valget af de 10 deltagere er ikke tilfældigt. Udover at være en inspirationstur tjente dagen, som var helt uden souschefer og køkkenchefer, også som et skulderklap til de 10 køkkenmedarbejdere. Deres køkkenchefer havde nemlig indstillet dem til at komme med på denne inspirationstur som belønning for deres gode arbejde og flotte indsats i hverdagen. Arrangementet blev taget godt imod af alle deltagerne, og Claus mener, at der er en helt særlig grund til, at inspirationsdagen for køkkenpersonalet blev en så stor succes:

- ”Vores køkkenchefer fra hele landet møder jævnligt hinanden til seminarer, hvorimod køkkenpersonalet som regel kun mødes i forbindelse med f.eks. Fazer Food Lab og People Lab. Det fede ved denne inspirationstur er, at deltagerne fra forskellige afdelinger på Fyn og i Jylland får lov til at være sammen på kryds og tværs, blive inspireret, hygge sig og dele deres passion for mad.”

FF_DK_inspirationstur_jaeger_2019_collage4_750x450.jpg

Claus fortæller videre, at inspirationsturen ikke kun var en velmodtaget succes for Fazer Food Services’ deltagere. Projektlederen fra Danmarks Jægerforbund, Henrik Qvortrup Thygesen, var nemlig også svært imponeret over køkkenmedarbejdernes indsats. Han kunne godt smage, at det var professionelle, der var på besøg.