Når caféen på Tårnby Hovedbibliotek åbner den 3. december, er det med Fazer Food Services som ny forpagter. Her glæder vi os over at kunne åbne vores Hav a Java café, hvor formålet rækker længere end gode kaffe- og madoplevelser. Caféen er nemlig en del af et socialøkonomisk projekt, som skal uddanne og dermed opkvalificere nogle af byens borgere til en god fremtid på arbejdsmarkedet.

”Vi er glade for, at Tårnby Kommune valgte os til at drive caféen, og for os giver det rigtig god mening at koble den med et socialt projekt som dette. Samtidig med at det gavner kommunen og den enkelte borger, så luner det i en branche som vores, hvor der i forvejen er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er altså win-win for alle parter”, siger Nikolaj Kongsrud, kundechef hos Fazer Food Services og ansvarlig for samarbejdet med kommunen.

En del af et stærkt fagligt netværk

Under forløbet får borgerne mulighed for at prøve kræfter med livet som café- og køkkenmedarbejdere andre steder end bibliotekscaféen. Kantinerne og caféerne i det nærliggende Københavns Universitet Søndre Campus og på den anden side af Amager Landevej i Tårnby Rådhus driver vi nemlig også. Her får de således rig mulighed for at snuse til de forskellige områder og finde frem til det, der har mest interesse. Samtidig bliver de hurtigt en del af et stærkt fagligt netværk.

”Ved hvert forløb tager vi udgangspunkt i den enkelte borgers kompetencer og ressourcer. Et forløb kan have fokus på at give borgeren et skub i den rigtige retning og få skabt struktur på en arbejdsdag. Andre kan have behov for at opnå social tryghed og føle sig som en del af et team. Forløber alt efter planen, vil vi tilbyde borgeren at komme i virksomhedspraktik eller blive fastansat i en af vores andre mange kantiner eller caféer”, fortæller Nikolaj Kongsrud.


Nikolaj Kongsrud er kundechef hos Fazer Food Services og ansvarlig for samarbejdet med Tårnby Kommune

Overskud til lokalsamfundet

Det socialøkonomiske samarbejde kan også mærkes i bibliotekets nærområde. Halvdelen af caféens overskud går til andre sociale projekter og aktiviteter i Tårnby Kommune, såsom julehjælp, forskellige spændende foredrag og meget mere. Én gang årligt offentliggøres det, hvad eller hvem overskuddet går til.  

Det er ikke første gang, Fazer Food Services indgår i et socialt samarbejde som dette. Vi har adskillige gange samarbejdet med kommuner landet over omkring borgere med forskellige psykiske, sociale eller fysiske udfordringer. Også vores mangeårige samarbejde med High:five projektet har ført flere dygtige og engagerede køkkenmedarbejdere med sig. Her er det tidligere kriminelle, der får en håndsrækning tilbage til arbejdsmarkedet.  

Tid til en ny café- eller kantineløsning? Læs mere eller kontakt os her.