Et bæredygtigt samarbejde

Det kan være lidt af en opgave at tilfredsstille smagsløgene på over 10.000 universitetsstuderende og -ansatte hver dag. Ikke desto mindre synes det at lykkes for vores køkkenteams, som har været på Københavns Universitet, Søndre Campus, siden 2013. Med den netop indgåede nye kontrakt vil det gode samarbejde nemlig forsætte i de kommende år, så der fortsat kan nydes godt af vores ”Fazer Food & Co” kantiner, ”Wicked Rabbit” vegetarmodul og ”Hava Java” caféer på campus.

”Det er både i vores og i de studerendes interesse, at de studerende består deres eksaminer. De kan bedre holde fokus og bestå, når de får noget ordentlig mad. Og det får de med Fazer. Vi kan altid finde noget spændende at spise – i et stort tidsrum – og de attraktive og varierende madtilbud er vi meget glade for. Det er opmuntrende selv på en regnvejrsdag, og så bidrager det til et godt studiemiljø.” Sådan indleder Kristian Boye Petersen, fakultetsdirektør på Det Humanistiske Fakultet på Søndre Campus, når han fortæller om opskriften på de gode samarbejde med Fazer. Foruden Det Humanistiske Fakultet huser Søndre Campus også Det Juridiske Fakultet og Det Teologiske Fakultet.

Dialog og involvering er vejen frem

En anden ting, Kristian fremhæver som en vigtig ingrediens, er den løbende dialog mellem universitetet, Fazer og de studerende.   

”Vi har jo kvalificerede kritikere lige ved hånden. De studerende er ikke bange for at sige deres mening. Det er positivt, for det giver hele tiden anledning til løbende dialog. Heldigvis er Fazer meget åbne for de inputs, der kommer. Kantinerne og caféerne her på Søndre Campus er et slags arbejdslaboratorium for Fazer, og det er altid sjovt at afprøve de idéer, vi får i fællesskab med Fazer og de studerende”, siger Kristian og fortsætter.

”De studerende havde efterspurgt et større udvalg af vegetarretter og diversitet i kantinerne. Og det var sådan, at vegetarkantinen Wicked Rabbit blev til i 2017. Det var interessant at teste af, og det viste sig, at det ikke kun var maden, de studerende forholdt sig til, men også indretningen. Sådan er det med fakultetets studerende, der interesserer sig for kunst, kultur og sprog”, fortæller Kristian med et smil.

Bæredygtighed er fællesnævner

Et andet vigtigt område, som ligger højt på agendaen hos både Søndre Campus, de studerende og Fazer, er bæredygtighed.

”Bæredygtighed i bred forstand som økologi, madspild og miljøvenligt serveringsmateriale ligger både os og de studerende meget på sinde. Så at Fazers bæredygtighedsindsats støtter op om vores, er et stort plus. Vi er eksempelvis i dialog med kommunen om, hvordan vi bedst muligt kan udnytte Fazers komposterbare emballage. Et andet eksempel findes i Hava Java caféerne, hvor Fazer har lagt op til, at de studerende og ansatte kan medbringe deres egen kop og få rabat på kaffen. På den måde sparer vi på engangsservicen. Det har været en stor succes, så de mindre tiltag tæller også i det store billede”, afslutter Kristian.